Uggerby Å
Uggerby Å er 66 km lang. Den udspringer ved Sterup, syd for Hjørring, mellem Brønderslev og Østervrå – og munder ud i Tannis Bugt her vest for Tversted.
Uggerby Å
Uggerby Å er 66 km lang. Den udspringer ved Sterup, syd for Hjørring, mellem Brønderslev og Østervrå – og munder ud i Tannis Bugt her vest for Tversted.
Klik for større billede
Hjørring Kommunes længste vandløb
Uggerby Å er det længste vandløb i Hjørring Kommune og blandt Danmarks 11 længste. Undervejs har Uggerby Å givet kraft til et vanddrevet elværk fra 1918. Bindslev Gl. Elværk drives i dag af frivillige entusiaster. Det kan besøges vest for Bindslev.
Oplev den smukke natur fra en kano
Uggerby Å er ureguleret i størstedelen af sit løb, så naturen har fået lov at forme åen. Den løber gennem meget varieret og smuk natur. Ikke mindst strækningen langs Uggerby Klitplantage og gennem det åbne englandskab ud mod klitterne og havet. Uggerby Å er velegnet til kanosejlads fra Ilbro (sydøst for Hjørring) og til udløbet – en tur på knap 50 km. Kanoer kan lejes i Uggerby eller Sindal. Det er forbudt at sejle med motor på Uggerby Å. Spørg om regler og muligheder på turistbureauet.
Uggerby Ås udmunding i Tannis Bugt flytter sig med vejr og vind – dog har Naturstyrelsen tæmmet åmundingen, så forandringerne begrænses.
Lystfiskeri
Uggerby Å er også populær blandt lystfiskere. Her kan du fange bæk- og havørreder, skaller og gedder. Fiskesteder er markeret med grønne pæle.
Du skal kunne forevise både Fiskekort og Statens Fisketegn. Fiskeri er tilladt fra 16. januar til 15. november – nedfaldsfisk er dog fredet til 1. april.
Særligt værdifuld natur
Sammen med store dele af Uggerby Klitplantage er Uggerby Ås udløb og området omkring beskyttet
som særligt værdifuld natur under EU’s Natura 2000-projekt.
I området finder du et af vores udvalgte tankesteder.
Her kan du sidde og nyde den helt specielle stemning og ro området tilbyder
Masser af oplevelser venter
Klik på oplevelsen for at læse mere