Redningsvæsenet
og strandinger

Kysten mellem Skagen og Hirtshals har oplevet tusindvis af strandinger. Små og store sejlskibe blev slået ud af kurs af stormvejr og stærk strøm. Mange af dem stødte på grund på mellemste revle et par hundrede meter fra kysten og her slog bølger og blæst de fleste af dem til vrag. I 1852 oprettedes Det Nørrejyske Redningsvæsen til at hjælpe skibe og søfolk i nød, og frem til 1899 blev der lavet 17 redningsstationer fra Rødhus op til Skagen og ned til Jerup.

Redningsvæsenet
og strandinger

Kysten mellem Skagen og Hirtshals har oplevet tusindvis af strandinger. Små og store sejlskibe blev slået ud af kurs af stormvejr og stærk strøm. Mange af dem stødte på grund på mellemste revle et par hundrede meter fra kysten og her slog bølger og blæst de fleste af dem til vrag. I 1852 oprettedes Det Nørrejyske Redningsvæsen til at hjælpe skibe og søfolk i nød, og frem til 1899 blev der lavet 17 redningsstationer fra Rødhus op til Skagen og ned til Jerup.

Tversted Redningsstation i 1866

I 1862 fik Hirtshals et fyrtårn for at hjælpe skibene. Desværre forvekslede nogle søfolk i mørkt og dårligt vejr Hirtshals fyr med Skagens fyr og sejlede for tæt på kysten i Tannis Bugt. Det øgede antallet af strandinger, og blandt andet derfor oprettedes i 1866 redningsstation i Tversted.

Redning med robåd i hårddt vejr

Redningsstationen havde en 10 årer stor robåd, redningsraketter og liner. Der var en opsynsmand og 12 bådmænd tilknyttet redningsstationen. Der skulle 8 heste til at trække redningsbåden ned på stranden og hen i nærheden af et strandet skib. Det var hårdt arbejde i dårligt vejr. Båden skulle ros ud til skibet for at redde besætningen. Op mod vind og strøm – oftest i kolde vinterstorme. Man kunne også forsøge at skyde liner ud til det strandede skib med redningsraketter.

Drivtømmer og vraggods

Det gods, der skyllede op på stranden tilhørte dem, der havde strandretten. Indtil den retmæssige ejer henvendte sig og kunne få sit gods udleveret mod betaling af bjergeløn. I praksis var der dog mange, som tog – eller stjal – hvad de fandt af vraggods og strandede varer. Mange huse i området blev bl.a. bygget med drivtømmer fra skibsvrag.

Alarmering til fods eller pr. telefon

Når vejret var farligt for skibene holdt strandvagter, strandfogeder, fiskere og beboere øje med kysten. Når de så et skib i nød, måtte de ride eller løbe til redningsstationen for at alarmere redningstjenesten. I slutningen af 1800-tallet fik Tversted og Uggerby en kysttelefon. Der blev oprettet telefonforbindelse langs kysten fra alarmeringshuse med ca. 4 km’s mellemrum, så strandvagter kunne alarmere redningstjenesten via telefon. Telefonlinjen krævede meget vedligeholdelse, og der er beretninger om, hvordan sandflugten dannede klitter op omkring telefonpælene, så kun den øverste meter stak op.

Færre strandinger efter år 1900

Op gennem 1900-tallet fik flere og flere skibe motorer, der gjorde dem mindre udsatte for storm og strøm. Derfor blev der færre strandinger. Desuden fik Hirtshals en motordrevet redningsbåd. Den kunne nogle gange nå hurtigere frem til strandede skibe end redningsbåden fra Tversted.
Efter 1930 er det primært fiskerbåde, der undsættes fra Tversted, og i 1942 – efter 76 års aktivt virke og hundredvis af reddede menneskeliv – lukker Tversted Redningsstation.

Se redningsbåde, alarmeringshuse og mere om redningsvæsenet på Nordjyllands Kystmuseum i Skagen.

Hør mere om …………..

Masser af fortællinger der venter

Klik på fortællingen for at læse mere