Tversteds orkideer
Du kan – hvis du er lidt heldig – se fem af Danmarks vilde orkideer i Tversted Klitplantage, klitten og hedemosen. Husk, at alle danske orkideer er fredede. De må hverken plukkes, graves op eller på nogen anden måde beskadiges eller fjernes fra dér, hvor de vokser! Hvis du finder orkideerne her ved Tversted, må du nyde synet, og du må også gerne fotografere dem.
Tversteds orkideer
Du kan – hvis du er lidt heldig – se fem af Danmarks vilde orkideer i Tversted Klitplantage, klitten og hedemosen. Husk, at alle danske orkideer er fredede. De må hverken plukkes, graves op eller på nogen anden måde beskadiges eller fjernes fra dér, hvor de vokser! Hvis du finder orkideerne her ved Tversted, må du nyde synet, og du må også gerne fotografere dem.
Kødfarvet Gøgeurt
(Dactylorhiza incarnata)
Kødfarvet Gøgeurt bliver fra 15 til 40 cm høj. De har 4-6 grønne blade, og blomsterne er lys purpurfarvede, men kan også være lysere – helt til hvid. Der er tegnet tydeligt sløjfemønster på blomsterne. Kødfarvet Gøgeurt findes på hedemosen og blomstrer i juni måned.
Plettet Gøgeurt
(Dactylorhiza maculata)
Plettet Gøgeurt vokser også i hedemosen og bliver mellem 15 og 50 cm høj. Den får mellem 4 og 10 forholdsvist smalle blade, der ofte har pletter. Fra juni til juli bærer plettet Gøgeurt mellem 15 og 50 tætsiddende, hvide, rosa- eller purpurfarvede blomster, med tydeligt tegnet sløjfemønster.
Tyndakset Gøgeurt
(Orchis mascula Linné)
Flere steder i klitterne kan du se den 15-50 cm høje Tyndakset Gøgeurt. Den får 4-8 blade, som sidder tæt ved jorden – ofte med store brune pletter. Allerede fra starten af maj får tyndakset gøgeurt mellem 15 og 50 rosa, violette eller purpurfarvede blomster. Blomstringen varer ca. til midten af juni. Tyndakset Gøgeurt er den tidligst blomstrende orkidé i Danmark.
Hjertebladet Fliglæbe
(Neottia cordata)
Hjertebladet Fliglæbe er en lille og uanselig plante på kun 5-20 cm. Den har to hjerteformede blade og får 6-20 små rødbrune blomster. Blomsterne kan også være grønne. Blomstringen er fra maj til juni.
Knærod
(Goodyera repens)
Knærod bliver mellem 10 og 20 cm høj. Den får fra 3-7 mørkegrønne blade og sætter mellem 5 og 30 små hvide blomster i juli. Blomstringen kan vare til lidt ind i september.
Knærod (og hjertebladet fliglæbe) er knyttet til gammel nåleskov og findes flere steder i Skandinavien. Efter klitplantagerne blev plantet, har arterne fået voksesteder i Danmark.
Fredede planter må aldrig graves op eller plukkes
Det gælder eksempelvis alle arter af orkideer. Det er skadeligt for biodiversiteten at fjerne planter fra deres naturlige levesteder.
Blomsterne skal have lov til at stå til glæde for både naturen og alle os, der besøger den. Vis derfor hensyn – et billede holder længere.
Hør mere om …………..
Masser af fortællinger der venter
Klik på fortællingen for at læse mere